Lisa Muff

Autoriseret klinisk psykolog og medlem af Dansk Psykologforening

Jeg tilbyder udover psykologsamtaler kropsterapeutiske behandlinger til uddannelsespris (600 kr).

Kontakt Lisa

Baggrund & terapeutisk tilgang

Jeg hedder Lisa, og jeg er autoriseret klinisk psykolog og kropsterapeut (igangværende 2-årig uddannelse ved ManuVision).

Jeg har specialiseret mig i nervesystemet og i forbindelsen mellem tanker, følelser, krop og energi. Jeg har ofte fokus på at hjælpe klienter med at mærke sig selv – mærke længsler, værdier, behov, lyst, grænser mv. – og tage ansvar for dét, de mærker. Dette er ofte en bevægelse fra tanker og hoved til sansning og krop. Du kan regne med, at jeg møder dig med åbenhed og med et roligt overblik – uanset hvor kompleks eller uoverskuelig, din situation kan føles nu og her. Der er altid potentiale for forandring, udvikling og bevægelse i dig selv og i dit liv.

Jeg har stor respekt for det individuelle tempo i en terapeutisk proces. Det kræver menneskelig fintfølenhed at facilitere et terapeutisk rum for udviklingspotentiale uden at skabe forventningspres. Min måde at arbejde med dig på formes ikke ud fra en “terapeutisk manual” eller opskrift – men formes ud fra dig og dit levede liv.

Jeg har flere års arbejde med mennesker med svære belastningsreaktioner i psykiatrisk regi bag mig. Belastningsreaktioner kan opstå, når vores nervesystem overbelastes. Det kan ske i mange sammenhænge; for eksempel i forbindelse med voldsomme hændelser, eller når vi møder belastninger i vores relationer, arbejdsliv, familieliv eller indre liv, som over tid overstiger vores (aktuelle) ressourcekapacitet. En belastningsreaktion kan komme til udtryk som mange forskellige symptomer såsom:

  • Angst
  • Depressive tilstande
  • Stress og indre uro
  • Overtænkning og selvkritik
  • Vrede og irritabilitet
  • Håbløshed og meningsløshed
  • Selvmordstanker og -forsøg

 

Krop og sind

Min erfaring er, at forandringer må forankres både mentalt og kropsligt for at blive stabile og vedvarende over tid. Derfor inddrager jeg kroppen i terapeutiske forløb. I samtaler inddrager jeg blandt andet kroppen ved at bemærke din krops sprog, spændingsmønstre og reaktioner – og dele iagttagelserne med dig.

Det er også muligt at supplere samtaleterapi med kropsterapi. Da jeg fortsat er under uddannelse, er der halv pris på kropsterapeutiske behandlinger (600 kr). En kropsbehandling foregår på briks, hvor jeg bl.a.  arbejder med at skabe bevægelse i kroppens led, løsne spændinger i muskler, væv og sener og strække arme og ben. Undervejs vil jeg guide dig gennem behandlingen og guide dit åndedræt. Mange oplever en fornemmelse af mere lethed i kroppen efter en behandling, og nogle oplever øget hvilebehov umiddelbart efter behandlingen, fordi kroppen “har været på arbejde”. Behandlingen varer en time og kan foregå både med løst tøj eller i undertøj.

Hvis du er nysgerrig på ovenstående er du meget velkommen til at kontakte mig

Kontakt Lisa

MidtbyPsykologerne Silkeborg
Søndergade 15, 1.sal tv.
8600 Silkeborg
E-mail: lisa@midtbypsykologerne.com